Vi har faste rutiner for hverdagen, så børnene ved, hvad der skal ske, og det føles genkendeligt og trygt at komme i vuggestue. Men vi skaber variation og forskellige oplevelser ved blandt andet at arbejde med temaer og tage på ture.
Hvert år udvælger hver stue 3-5 temaer, som de arbejder med ét ad gangen i løbet af året. Vi vælger ofte temaerne med udgangspunkt i børnenes interesser. Det tema, vi arbejder med i en periode, tænker vi ind i de daglige aktiviteter, lege og udflugter, som vi planlægger med børnene.
Vi bruger byen og de tilbud, den rummer for de mindste børn, meget. Vi har for eksempel været med i et arkæologiforløb med Københavns Museum, hvor nogle af børnene var små arkæologer. Og vi får indimellem besøg af Naturcenter Amager, som kommer og lærer børnene om naturen og alt det, vi kan finde i den.
Vi har også ladcykler, så vi kan cykle ud i byen med børnene. Om sommeren tager vi indimellem telt med på tur og sover middagslur i for eksempel Frederiksberg Have.
Dagens gang
Vi åbner klokken 7, og indtil 7.30 tilbyder vi morgenmad. Vi starter dagen i fællesrummet, hvor der er gjort forskellige legezoner klar. Ved 8-tiden går vi ud på vores stuer og fortsætter den rolige morgen, og klokken 9 er der morgensamling og formiddagsmad.
Om formiddagen laver vi aktiviteter med børnene i små grupper. Vi planlægger aktiviteterne og grupperne ud fra børnenes behov for læring, udvikling og relationer.
Klokken 10.45 spiser vi frokost, og det foregår også i små grupper. Børnene er med til at dække bord og øse op i det omfang, de kan. Efter frokosten bliver de fleste børn puttet til middagslur.
Efter luren er der igen forskellige lege og aktiviteter på stuerne - det kan være vi læser, bygger med klodser eller noget helt tredje, som børnene er optagede af.
Klokken 14 er der eftermiddagsmad, og senere på eftermiddagen går vi ofte på legepladsen med de børn, som endnu ikke er blevet hentet. Hvis vejret er dårligt, samles vi i fællesrummet den sidste time af dagen.
Klokken 17 går de sidste hjem, og vi lukker Olympia og siger på gensyn i morgen.