Vi mener at barnets oplevelse af måltidet, skal være en givende, lærerig, udviklende og udforskende oplevelse. I Olympia vil vi bruge vores madkultur til at støtte barnets interesse for maden og gøre måltidet til en vigtig del af barnets udvikling gennem vuggestuelivet.
I Olympia har vi vores eget køkken, hvor vores køkkenmedarbejder hver dag laver lækker, økologisk, varieret og sund mad til alle børnenes måltider.
Vi tilbyder morgenmad, formiddagsmad, frokost og eftermiddagsmad til børnene.
Der bliver gjort meget ud af både smag og præsentation, så maden er indbydende og spændende for børnene. Vi spiser sæsonens råvarer. Vi har masser af spiselige planter i vores køkkenhave, som børnene er med til at plukke og høste fra, så vi kan bruge tingene i måltiderne og børnene kan fornemme, hvordan råvarerne bevæger sig fra jord til bord.
Det pædagogiske måltid
Børnene skal opleve engagerede og deltagende voksne, der skaber gode rammer og oplevelser i forhold til maden og måltidet.
Måltidet handler ikke kun om at spise, men også om al den anden udvikling, der sker omkring bordet, når vi sidder og spiser sammen. Her udvikler børnene deres selvhjulpenhed, sprog, motorik og relationer.
Vi spiser i små grupper, og de voksne spiser sammen med børnene og er med til at inspirere børnene til at turde smage på nye retter og råvarer. Det er med til at udvikle børnenes madmod. Vi taler om, hvad vi spiser, hvordan det smager, og hvordan konsistensen er, så børnene lærer at sætte ord på det og smage forskel på de forskellige ting.